Gå til forsiden - Dukke Design                 Gå til forsiden af mit dukkehus


El-installation



Et dukkehus uden hyggelige lamper i hvert rum er ikke et rigtigt dukkehus!

Der skal allerede tages stilling til el-installationen, når rummets rå vægge, loft og gulv er klar.

Derfor er det vigtigt, at selve møbleringen af rummet er afklaret. Jeg begynder ikke selv at lægge lys ind, før jeg har taget stilling til (lavet/købt) de møbler, der skal placeres i rummet.

Alle ledninger samles på dukkehusets bagvæg. Det er vigtigt, at der er systematik i det.

Valg af el-kilde:

Der findes flere typer, men alle typer skal bruge en transformer 12 v, sikringer, og en form for forbindelse til sikring og transformator.

En måde er: selv at montere kobberbånd til lysnettet (transformatoren).
Det er en meget besværlig måde at lægge lys ind på. Min underste etage har lys indlagt på denne måde. Først måtte jeg lære at lodde, dernæst skulle der limes 2 hold kobberbånd på bagsiden af huset. En sikring monteres og til sidst tilsluttes en transformator (fås i forskellige størrelser: 18, 60 og 120 lamper).

Jeg vil ikke gå nærme ind på denne måde at installere lys på, da jeg har skiftet til en meget lettere og billigere måde. Men på denne hjemmeside (Det "gamle" Auning Miniseum - nu flyttet til Mariager) er der en meget udførlig beskrivelse af fremgangsmåden: www.miniseum.dk/informat.htm
- Siderne kan udskrives, og de giver en rigtig god vejledning i el-installation med kobberbånd.

                                          




Jeg er gået helt over til at købe et færdigt sæt bestående af: transformator, sikring og skinne.

På mit hus kommer jeg til at bruge 3-4 sæt, da der en grænse for, hvor mange pærer, der kan sluttet til hvert sæt. Transformatorsættes kan købes i velassorterede forretninger.

Transformatoren sluttes til det alm. lysnet.
Skinnen limes på dukkehusets bagside.
Lamperne tilsluttes ved at stikke ledningen (uden hanstik - se nedenfor) gennem et hul i væggen, montere hanstikket igen og stikke det ned i skinnens huller (hunstik).
Sikringen sikrer, at ikke alle pærer brændes af, hvis der er en fejl på nettet.
Tænd/sluk-knappen sættes på "on", da det er mest praktisk at slukke ved el-stikket ved transformatoren. Ved små dukkehuse kan der slukkes og tændes ved "on" - "off" på selve skinnen.

Forberedelse af el-stik til montering på skinne:
Afmonter stikke ved at trække de 2 hanstik ud med en fladtang.
Træk ledningen baglæns ud af plaststikket.
Sæt/monter lampen, hvor den skal være og træk ledning gennem et forberedt hul i dukkehusets bagvæg.
Monter ledningen igen og stik den i skinnen. Husk at prøve om den virker! - Pæren kan sidde løs eller være sprunget.

Til lampen i loftet skal der bores et hul. Ledningen skal ligge i gulvet på næste etage. Fra hullet, der er boret gennem loftet, fræses en rende til ledningen helt hen til husets bagvæg: ledningen  lægges ned ad bagvæggen, montres med et hanstik og det sættes i skinnen.
Lamper hængt op på væggen: her kan der fræses en rille til ledningen, før der sættes tapet op, eller man kan vælge at lade ledningen gå ned ad væggen, langs panelet og ud gennem bagvæggen til skinnen.